|
Døden er den ultimative
transformation, og det sker for de fleste (der findes dog beretninger om
undtagelser, som f.eks. Grev saint Germain og Babaji).
I betragtning af, at den er universel er det egentlig underligt, at vi ved
så lidt om den.
Vi er hver en ånd i en krop.
Til trods for, at vi har identificeret os med vores krop, vores
transportmiddel, ændrer det ikke den sandhed, at vi er Væsenet inde i
kroppen.
På et givet tidspunkt
forlader vi kroppen og personligheden, som vi har udviklet, mens vi var i
kroppen og vi vender tilbage til det plan af eksistens, vi identificerer som
ånd, og som blot er et dybere aspekt af vores bevidsthed.
Vi giver slip på bestemte holdninger, ideer og værdier, som vi har
identificeret os med, og vi oplever et andet synspunkt, der bliver betragtet
som "højere udviklet" eller "mere spirituel". Og så føles det betydeligt
bedre.
Folk er bange for
dødsprocessen, fordi de ikke forstår den, og ingen ide har om det, der
kommer efter.
De er ikke klar over, at de vil blive ved med at opleve noget.
Når nogen forlader sin krop,
vil han normalt opleve det, som at falde gennem en tunnel, hvor der for
enden findes et lys.
Dette er passagen ud af kroppen, og en tilbagevenden til det, der betragtes
som kilden.
Sædvanligvis bliver man på den anden side mødt af et Væsen eller en
velkomstkomite.
Det kan være en slægtning, en spirituel leder eller en ven.
De er der, for at gen-orientere den nyligt ankomne ånd.
At give slip på kroppen og den emotionelle accept af døden, kan være meget
svært for nogle, men passagen gennem tunnelen og velkomsten i Lyset bliver
universelt beskrevet som en smuk, glædelig transcendent oplevelse.
|