Søgen efter anerkendelse

Når vi er blevet voksne, er det blevet så naturligt for os at søge andres godkendelse og billigelse,
at det kan være svært at  se, hvor stor en rolle denne stræben spiller.
Her er nogle tips til, hvordan  du kan begynde at blive bevidst om din søgen efter anerkendelse.

Eks:
en telefonopringning
Personen i den anden ende kan ikke se dig -  men du kan se dig selv.
Læg mærke til dine tanker, når du ringer op.
Har du lagt en plan for opringningen?
Vil du gerne opfattes af den anden person på en bestemt måde?
Læg mærke til tankerne, som ryger gennem hovedet i dette øjeblik.
Hvilke følelser forbinder du med situationer som denne?
Læg mærke til hvor meget af din krop de overtager.

Det kan føles pinligt, endda overvældende, at opservere, hvordan du selv higer efter anerkendelse.?
Denne tanke er vist ret almindelig!
Du er nødt til at få folk over på din side, hvis de skal kunne lide dig.
At vinde folk over på din side starter som regel med det første indtryk du gør.
Det er som om du kommer med et stort stempel og forsøger at lave et gunstigt indtryk af dig selv.
Hvis du kan give det indtryk vil jeres forhold få en god start!!!
Det er en tanke som mange af os tror på, men er den sand???

For hver gang du går ind og søger anerkendelse, svigter du i virkeligheden dig selv,
da du i disse situationer ikke er ærlig mod dig selv.
Dit fokus er rettet på hvordan du bliver opfattet af andre/den anden, og dermed mister du også evnen til at lytte til andre.
Da du ikke er fuldstændig nærværende.

Manipulation er tit ubevidst og ubemærket. 
I et nyt venskab eller forhold kan du være så engageret, at du bøjer dine synspunkter for at vinde den anden parts accept.
Har du grebet dig selv i at sige ja, når du mener nej?
Eks: Er du sikker på at det er helt i orden?
"ja ja det er ikke noget problem " og i virkeligheden mener du noget andet.
Hvis du gør noget i den stil, vil du opdage, at høflig opførsel er fyldt med anerkendelsessøgen forklædt som hensyntagen.
Høflighed og takt betragtes som hensyntagen til andre.
Men læg mærke til, hvor tit det i virkeligheden drejer sig om at kontrollere det indtryk, du gør.
Når du siger "tak", udtrykker du så virkelig taknemmelighed,
eller giver du blot polet?
Er du dig selv, når du er høflig, eller spiller du bare?
Det er en stor forskel, du selv kan mærke.
For eksempel har mange mennesker meget svært ved at tage imod en venlig bemærkning eller en gave.
Opmærksomheden rettes straks imod at gengælde, og blot med et "tak", og det kan forhindre
at man virkelig tager imod.
Ønsket om at virke høflig kan forhindre dig i at gå ind i den taknemmelige tilstand,
hvor angst og isolation forsvinder.
Når du føler dig virkelig taknemmelig, vises det ubesværet.
Om det bliver set af andre, er op til dem.
Hvis de bemærker det, modtager de en langt større gave - ikke bare banale ord og gestus, men ægte taknemmelighed.
Folk bliver meget åbne i tilstedeværelse af taknemmelighed.

Man kan se det med en omfavnelse.
Du oplever ikke det knus du får, hvis du samtidig forsøger at give et knus tilbage.
Når du forsøger at give tilbage med det samme, er det det samme som at afvise gaven.
Når du virkelig tager imod omfavnelsen, føler du armene holde om dig,
du føler kroppen, og du føler kærligheden i dig.
At tage imod er at give.
Du kan ikke give noget der er mere ægte end det.
Det er derfor, den anden først ville give dig noget.

Når du siger noget eller gør noget for at behage nogen,
få eller fastholde kontrol, eller påvirke noget eller nogen,
er frygt årsagen, og smerte resultatet.
Manipulation er adskillelse og adskillelse gør ondt.
En anden person kan elske dig grænseløst i det øjeblik,
uden du har mulighed for at opdage det.
Hvis du handler på grundlag af frygt,
har du ingen mulighed for at tage imod kærlighed,
idet du er fanget i en tanke om,
hvad du skal gøre for kærlighed.