Kærlighed

Vi ønsker alle sammen trygheden ved at blive elsket og at elske.
Ordet kærlighed misbruges og tillægges mange forskellige betydninger.
Vi har mange ideer om hvad kærlighed er og ikke bør være.
Du må kassere alt hvad kirken, samfundet, dine forældre, dine venner og hvad enhver bog har sagt om hvad kærlighed er.
Du må frigøre dig fra fordomme og rydde op i egen forvirring.
Når du så bliver klar over hvad kærlighed IKKE er, kan du måske opdage,
hvad kærlighed er.

Når du siger du elsker din partner, så omfatter denne kærlighed den seksuelle nydelse, nydelsen ved at have en i huset.
Du er afhængig af partneren. Vedkommende har skænket dig sin krop, sine følelser, sin  opmuntring, og en fornemmelse for tryghed.
Begynder han/hun så at kede sig, vende dig ryggen og forlader dig måske for en anden.
Det ødelægger din følelsesmæssige balance så du bliver jaloux, og i den tilstand er der smerte, frygt, had.
Hvad du i virkeligheden signalerer er:
"Så længe du tilhører mig, elsker jeg dig, men i det øjeblik, du ikke gør det, begynder jeg at hade dig.
Så længe du tilfredsstiller mine behov, elsker jeg dig, men i det øjeblik du holder op med at give mig, hvad jeg vil have,
kan jeg ikke lide dig".
Det er i virkeligheden fjendskab mellem to mennesker.
Men kan du leve sammen med din partner, uden tanken skaber disse selvmodsigende indre tilstande,
så ved du måske, hvad kærlighed er.
Er din partner derimod en forudsætning for din nydelse eller lykke, er du afhængig af ham/hende og det er ikke kærlighed.
Der må være frihed, ikke kun fra den anden person, men også fra dig selv, når man elsker.

SORG:

Når du græder fordi du har mistet en du elsker, græder du da over den du har mistet eller over dig selv?
Når du græder er det da fordi du har ondt af dig selv.
Føler ensomhed, selvmedlidenhed.
Når du græder over det menneske du har mistet så nøjes med at græd over det menneske og ikke over dine egne følelser.
Det er ikke kærlighed når du græder over dig selv, fordi du er ensom eller ladt alene tilbage.
Sorgen er et produkt at tid, som er skabt af tanken.
Du kan se det alt sammen ske i dig selv, når du iagttager det.
Uden at analysere eller fordømme.
Iagttager du med dit hjerte og ikke med dit sind, så har du den nøgle, som vil bringe dig sorgen til ophør.

Kærlighed er noget nyt, frisk og levende.
Der er intet i går og intet i morgen i kærligheden.
At finde denne forunderlige kilde, som mennesket til alle tider har søgt,
er kun mulig, når tanken forstår sig selv og naturligt holder op.
Kærlighed har ingen modsætning og ingen konflikt.
At nå ud over tanke og tid, og dermed at nå ud over sorgen, er at være opmærksom på,
at der er en helt anden dimension, som hedder kærlighed.
Hvad gør du når du ikke ved, hvordan du skal nå hen til denne forunderlige kilde?
Du gør intet, absolut ingenting.
For når du overhovedet intet gør, er du fuldstændig stille indadtil.
Det betyder, at du hverken søger, ønsker eller forfølger noget mål.
Da er der intet centrum.
Da er der kærlighed.

Kun et sind, som kan betragte et træ, stjernerne på himlen eller havet i fuldstændig selvforglemmelse,
ved hvad skønhed er, og når du ser således, er du i en tilstand af kærlighed.