|
Du får ikke det du beder om, og du kan heller ikke få alt det du ønsker.
Det er fordi bønnen i sig selv er et udsagn om, at du mangler noget;
og ved at sige at du ønsker noget, fremmaner du blot lige netop følelsen
- ønsket - i din virkelighed.
Den korrekte bøn er derfor aldrig en tryglende bøn,
men en taknemmelig bøn.
Når du på forhånd takker for det, du vælger at opleve i din virkelighed,
erkender du realiteten at det er der.... i realiteten.
Påskønnelsen er således det mægtigste udsagn:
Derfor skal du aldrig bønfalde.
Du skal værdsætte.
Taknemmelighed kan ikke
bruges som et redskab til at manipulere Gud, heller ikke som en list til
at narre universet.
Du kan ikke lyve over for dig selv.
Sindet kender sandheden om dine tanker.
Hvis du siger:"TAK; for det og det ", og du samtidig udmærket godt
ved at det ikke findes i din nuværende virkelighed,
kan du ikke forvente at Gud vèd mindre end du og derfor giver dig det.
Gud ved hvad du ved, og din viden fremstår som din virkelighed.
Når det siges at en bøn
ikke besvares, sker der i virkeligheden det at de mest brændende,
fastholdte tanker, ord eller følelser fungerer.
Men du skal vide og her er hemmeligheden -
At det er Altid tanken bag tanken - som er den kontrollerende tanke.
Hvis du derfor tigger og trygler er muligheden langt mindre for at du
oplever det,
du tror du vælger,
idet den udløsende tanke bag enhver bønfaldelse er at du ikke lige nu har
det ,du ønsker.
Den udløsende tanke bliver din virkelighed.
Den eneste hjælpende tanke som kan tilsidesætte den tanke,
er den der er fast i troen på, at Gud helt bestemt skænker alt, hvad man
beder om.
Du får ikke altid det du
beder om,
men du får altid det du skaber.
Skabelse følger tanke,
som følger opfattelse.
|